- Posts: 52
- Thank you received: 0
Juuls Ardbeg smagning
17 years 6 months ago #9479
by mbrinks
Juuls Ardbeg smagning was created by mbrinks
Vel hjemvendt til Odense, fra Juuls' Ardbeg smagning, kommer her mit umiddelbare indtryk.
Først et sidespring - jeg lagde ud med et besøg hos Juuls. Havde på forhånd planlagt at jeg kun skulle købe én flaske
Og havde på forhånd udset mig en New Zealand'sk whisky - for nu at prøve noget helt andet.
Jeg kom hjem med en Lammerlaw 12 års 50%, lavet på peated malt med sherry finnish. Af labelen kan man læse at den har lagret 8 år på amerikansk bourbon, og derefter 4 år på sherry. Det kan man da kalde en seriøs finnish. Har ikke smagt den endnu, men det lover da godt
Er der nogen, som har erfaring ud i det New Zealandske, hører jeg gerne kommentarer.
På nedereste hylde spottede jeg også en St. Magdalene, Rare Malt 1979 19 år 63,80%. Den måtte også med hjem. Jeg har p.t. en åben flaske af denne, og det er suverent den bedste lowland jeg har smagt - ikke at det er en region jeg har smagt så meget fra.
Jeg sidder faktisk og drammer St Magdalene'en nu, og den har intet problem med at slå igennem, selv efter en Ardbeg smagning. Lowland efter en Islay? det virker altså i dette tilfælde.
Hos Juuls smagte jeg Flying Big Ben - en Benrinnes 1975 31 år 46%. Farven var næsten sort, og der er sherry for alle pengene (895 kr). Temmelig tør i eftersmagen. Lige en tand for meget til mine smagsløg - den skal i hvert fald skæres i små bider
Så jeg "slap" fra Juuls, med kun to flasker.
Senere mødtes vi 8+ mand på Mexicana, hvor vi fik god mexikansk mad - jeg tror alle blev mætte og ingen fik brændt smagsløgene af
Nok så vigtigt fik vi lov til at nyde den Ardbeg 17 års, jeg havde medbragt. Vi vik endda cognac glas uden is til formålet - mere kan man vist ikke forlange
Så til selve smagningen. Der var 3 runder, af hver 3 whiskys.
Smagningen blev ledet af Peter Kjær, som er Brand Ambassador for Ardbeg i Danmark. Jeg vidste slet ikke vi havde en sådan? men det er vist også godt det samme.
1. runde var Ten, Very Young og Still Young.
Det kan da være interessant nok, at følge udviklingen fra VY til Ten, men hvorfor brænde smagsløgene af på 6 års cask strength whisky, når der 30+ års på programmet???
I denne sammenhæng var de aftapninger uendeligt overføldigt.
Det mest bemærkelsesværdige var at jeg for første gang i mit liv hælte whisky ud :shock: Og så Ardbeg! The horror, the horror...
2. runde var Uigeadail, Airigh Nam Beist og Lord of the Isles.
Nu kan vi tale om en værdig opvarmning til 3. runde. LotI er min klare favorit, den har jo også alderen på sin side i forhold til de to andre.
Uigeadail har en dejlig balance mellem en ung (10-12 år) Ardbeg, og så en snært af gammel Ardbeg. Airigh Nam Beist ligger lidt under de to andre - måske burde den have været aftappet ved cask strength? Dog på ingen måde en dårlig dram.
3. runde. Ardbeg 1974 "Flying Turf", Ardbeg 1972 "Ping 1" og Ardbeg 1965.
Ardbeg 1965 blev åbnet under stor festivitas, med hvide hansker og hvad-har-vi. Det var vist på stadiet lige før en jonglerende cirkus klovn trådte ind på scenen?
Til sagen: På næsen vandt 74'eren umiddelbart - den var fantastisk.
72'eren var betydelig mere afdæmpet, og 65'eren endnu mere tam. Al beskrev 65'eren som et dødt fad, der havde fået en rom finnish. Det ramte ganske godt mit umiddelbare indtryk.
Skuffende - selv om jeg ikke kom med store forventninger til 65'eren.
På smagen skuffede 74'eren så til gengæld, mens 72'eren havde noget mere karakter. 65'eren faldt igennem, i sammenligning med de to.
Dobbelt skuffende. Havde 74'eren bare kunne leve op til næsen, så var den en sikker vinder.
Men, men...
For det første skal det siges at vi fik 2 cl af 74, men kun 1 cl af 72 og 65. Så 74'eren havde en klar fordel ud af "starthullerne".
Gav man dem noget tid (30 min? - og det var ikke let, med så lidt i glasset) - så vandt 72'eren på både næse og smag. 74'eren ændrede sig meget lidt. 65'eren vandt betydeligt på næsen, ja utroligt vil jeg faktisk sige. Den lidt sprittede og rom agtige næse forsvandt fuldstændigt, og blev erstattet af en dejlig Ardbegsk aroma (som jeg ikke kan beskrive med frugter, chokolade, vanilie osv. så jeg vil spare jer for forsøg herpå). Smagen vandt også, men kom ikke helt op på 72'eren.
Alt i alt var 72'eren nok den bedste af de tre, 74'eren havde den bedste næse. 65'eren? det var klart den som udviklede sig mest, faktisk den mest interessante af de tre.
Hvem ved, hvad det kunne være blevet til, hvis der havde været mere tid og flere cl i glasset?
Nå, nu har jeg vist "filosoferet" længe nok. Måske lige en Ardbeg 17, til at skylle St Magdalene'en ned, og så i seng.
Mvh
Michael
Først et sidespring - jeg lagde ud med et besøg hos Juuls. Havde på forhånd planlagt at jeg kun skulle købe én flaske
Og havde på forhånd udset mig en New Zealand'sk whisky - for nu at prøve noget helt andet.
Jeg kom hjem med en Lammerlaw 12 års 50%, lavet på peated malt med sherry finnish. Af labelen kan man læse at den har lagret 8 år på amerikansk bourbon, og derefter 4 år på sherry. Det kan man da kalde en seriøs finnish. Har ikke smagt den endnu, men det lover da godt
Er der nogen, som har erfaring ud i det New Zealandske, hører jeg gerne kommentarer.
På nedereste hylde spottede jeg også en St. Magdalene, Rare Malt 1979 19 år 63,80%. Den måtte også med hjem. Jeg har p.t. en åben flaske af denne, og det er suverent den bedste lowland jeg har smagt - ikke at det er en region jeg har smagt så meget fra.
Jeg sidder faktisk og drammer St Magdalene'en nu, og den har intet problem med at slå igennem, selv efter en Ardbeg smagning. Lowland efter en Islay? det virker altså i dette tilfælde.
Hos Juuls smagte jeg Flying Big Ben - en Benrinnes 1975 31 år 46%. Farven var næsten sort, og der er sherry for alle pengene (895 kr). Temmelig tør i eftersmagen. Lige en tand for meget til mine smagsløg - den skal i hvert fald skæres i små bider
Så jeg "slap" fra Juuls, med kun to flasker.
Senere mødtes vi 8+ mand på Mexicana, hvor vi fik god mexikansk mad - jeg tror alle blev mætte og ingen fik brændt smagsløgene af
Nok så vigtigt fik vi lov til at nyde den Ardbeg 17 års, jeg havde medbragt. Vi vik endda cognac glas uden is til formålet - mere kan man vist ikke forlange
Så til selve smagningen. Der var 3 runder, af hver 3 whiskys.
Smagningen blev ledet af Peter Kjær, som er Brand Ambassador for Ardbeg i Danmark. Jeg vidste slet ikke vi havde en sådan? men det er vist også godt det samme.
1. runde var Ten, Very Young og Still Young.
Det kan da være interessant nok, at følge udviklingen fra VY til Ten, men hvorfor brænde smagsløgene af på 6 års cask strength whisky, når der 30+ års på programmet???
I denne sammenhæng var de aftapninger uendeligt overføldigt.
Det mest bemærkelsesværdige var at jeg for første gang i mit liv hælte whisky ud :shock: Og så Ardbeg! The horror, the horror...
2. runde var Uigeadail, Airigh Nam Beist og Lord of the Isles.
Nu kan vi tale om en værdig opvarmning til 3. runde. LotI er min klare favorit, den har jo også alderen på sin side i forhold til de to andre.
Uigeadail har en dejlig balance mellem en ung (10-12 år) Ardbeg, og så en snært af gammel Ardbeg. Airigh Nam Beist ligger lidt under de to andre - måske burde den have været aftappet ved cask strength? Dog på ingen måde en dårlig dram.
3. runde. Ardbeg 1974 "Flying Turf", Ardbeg 1972 "Ping 1" og Ardbeg 1965.
Ardbeg 1965 blev åbnet under stor festivitas, med hvide hansker og hvad-har-vi. Det var vist på stadiet lige før en jonglerende cirkus klovn trådte ind på scenen?
Til sagen: På næsen vandt 74'eren umiddelbart - den var fantastisk.
72'eren var betydelig mere afdæmpet, og 65'eren endnu mere tam. Al beskrev 65'eren som et dødt fad, der havde fået en rom finnish. Det ramte ganske godt mit umiddelbare indtryk.
Skuffende - selv om jeg ikke kom med store forventninger til 65'eren.
På smagen skuffede 74'eren så til gengæld, mens 72'eren havde noget mere karakter. 65'eren faldt igennem, i sammenligning med de to.
Dobbelt skuffende. Havde 74'eren bare kunne leve op til næsen, så var den en sikker vinder.
Men, men...
For det første skal det siges at vi fik 2 cl af 74, men kun 1 cl af 72 og 65. Så 74'eren havde en klar fordel ud af "starthullerne".
Gav man dem noget tid (30 min? - og det var ikke let, med så lidt i glasset) - så vandt 72'eren på både næse og smag. 74'eren ændrede sig meget lidt. 65'eren vandt betydeligt på næsen, ja utroligt vil jeg faktisk sige. Den lidt sprittede og rom agtige næse forsvandt fuldstændigt, og blev erstattet af en dejlig Ardbegsk aroma (som jeg ikke kan beskrive med frugter, chokolade, vanilie osv. så jeg vil spare jer for forsøg herpå). Smagen vandt også, men kom ikke helt op på 72'eren.
Alt i alt var 72'eren nok den bedste af de tre, 74'eren havde den bedste næse. 65'eren? det var klart den som udviklede sig mest, faktisk den mest interessante af de tre.
Hvem ved, hvad det kunne være blevet til, hvis der havde været mere tid og flere cl i glasset?
Nå, nu har jeg vist "filosoferet" længe nok. Måske lige en Ardbeg 17, til at skylle St Magdalene'en ned, og så i seng.
Mvh
Michael
Please Log på or Create an account to join the conversation.
17 years 5 months ago #9627
by MacLars
Der har faktisk været en diskussion i forum hos Whiskymagazine der gik på at en i starten af 2004 havde taget billede af de 2 tønder der er brugt til 65'er aftapningen. Vedkommende kunne jo så ikke forstå at de 2 fade nævnes som aftappet i 2006. Nogen har så stillet spørgsmålet til Ardbeg og fået svar fra Bill Lumsden:
Så på en måde kan man vel godt sige at 2 fade har fået finish i et dødt fad...man kunne så godt ønske sig at den slags oplysninger på etiketten istedet for at det skal komme frem fordi en har taget et billede af de tomme fade for år tilbage og undrer sig, men der sker nok meget i whiskyindustrien som man ikke lige ved
MacLars
Replied by MacLars on topic Juuls Ardbeg smagning
"Al beskrev 65'eren som et dødt fad, der havde fået en rom finnish."
Der har faktisk været en diskussion i forum hos Whiskymagazine der gik på at en i starten af 2004 havde taget billede af de 2 tønder der er brugt til 65'er aftapningen. Vedkommende kunne jo så ikke forstå at de 2 fade nævnes som aftappet i 2006. Nogen har så stillet spørgsmålet til Ardbeg og fået svar fra Bill Lumsden:
As is often the case in life, the reality is somewhat more mundane, I'm
afraid......
As you can imagine, since these 2 casks were so old, and so much of the
luscious spirit had been lost to the Angel's share, parts of the
wood had dried out, and the casks were unfortunately starting to
leak slightly. Immediate action was therefore required, so I took
the decision to have the whisky emptied out of the casks and re-
filled into another, butt-sized cask. I had always intended that the
tiny quantities of whisky left in these casks (nos. 3678 & 3679)
would be added together before bottling, so mixing them in one cask
was not a problem. Of course, I did not want the character of the
whisky to be changed, so I used a refill butt, i.e. a butt which had
been used several times previously, ensuring that the only impact on
character/flavour would be from the wood itself, for the final year that
the whisky would mature for.
This operation took place in February 2004, hence the reason that
your colleague saw the empty casks at Ardbeg in 2004.
One final detail is that you are not quite correct to call the 1965 Ardbeg
40 years old - I had it bottled in 2005, since the strength had
dropped to
41.2% (again due to 'the Angel's share), and as I'm sure you know,
if the strength drops below 40%, the resulting liquid cannot be
legally called Scotch Whisky.
I trust this clears up the confusion, and that if you or your colleagues
are lucky enough to get a bottle of 1965, you thoroughly enjoy the
astonishing nectar within.
With best wishes
Bill
Så på en måde kan man vel godt sige at 2 fade har fået finish i et dødt fad...man kunne så godt ønske sig at den slags oplysninger på etiketten istedet for at det skal komme frem fordi en har taget et billede af de tomme fade for år tilbage og undrer sig, men der sker nok meget i whiskyindustrien som man ikke lige ved
MacLars
Please Log på or Create an account to join the conversation.
Time to create page: 0.360 seconds